ag-precision-undersidebanner-9.jpg

Lille gps-specialist gearer op med nyt rullende forretningsområde

Ag Precision vil hegne markgrænserne ind for kunderne.

Den lille gps- og præcisionsspecialist Ag Precision fra Tjele har for nylig ansat ekstra mandskab. Årsagen er bl.a., at man nu tilbyder en ny aktivitet i form af at hegne markgrænserne ind for kunderne i stedet for, at de selv skal køre rundt og gøre det i markskellene med deres traktor.

”Vi har investeret i en UTV, der lettere kommer rundt i markerne. Vi tilbyder både at de kan lade os gøre det for dem eller leje den af os. Det sparer udgifter traktortimer og mandskab, og så er man sikker på, at det bliver gjort ordenligt. Vi har erfaret, at en hel del landmænd har svært ved at få tid til at får lavet disse markgrænser. I mange tilfælde har landmændene travlt, og får derfor sjældent taget sig den tid, der skal til for at få det gjort 100 pct.", siger indehaver Anders Stefansen. 

UTV’en har allerede været i aktion og over 1.200 hektar hos Agrifos på Lolland for nylig. Anders Stefansen
står selv for importen af amerikanske Ag Leaders gps- og præcisionsløsninger. Han oplyser dog, at hans
UTV-løsning også konvertere markgrænser og linjer fra andre gps-fabrikater og deres filtyper.

Ny generation hopper med

Anders Stefansen etablerede Ag Precision for 2,5 år siden. Forretningen konkurrerer med andre specialister som Geoteam, Thorsen Teknik og traktor- og redskabsmærkernes egne løsninger. 

Ifølge Anders Stefansen er der ved at blive et bedre klima handel med landbruget i takt med, at der er kommet en god høst ind og bedre afregningspriser hos svineproducenterne. 

Han ser for tiden, at der kommer en ny generation af landmænd med på præcisions-bølgen, som bl.a. køber billigt, brugt udstyr for at komme i gang, mens erfarne brugere med en del år på bagen nu opgraderer deres grej til at bruge det mere og på tværs af opgaver.

”Dem der startede med det her for fem år siden, som vi tager i bytte nu, de er nået til at binde det mere sammen og tage data op i skyen og lave tildelingskort til såmaskinen og få skabt en rød tråd i deres arbejde”, siger han.

Udover salg og service af gps-løsninger, så tilbyder Anders Stefansen og co bl.a. løsninger til tildelingskort, udstyr til såning, fast og flydende gødning, N-sensorer, sprøjtning, udbyttemåling, Isobus, drænplovstyring og ombygning af ældre sprøjter til isobus.

Ag Precision har i alt fem medarbejdere og menes at sidde på 10 til 15 procent af dette specialiserede marked.

8. okt 11:48 - Skrevet af Christian Juel Jørgensen

Landbrugsavisen.dk